Vi oplever, at mange af de samme spørgsmål går igen i debatten.
Det forstår vi godt – som udenforstående kan være svært at forstå den komplekse sag og den virkelighed, som vi fungerer i.
Ud over beskrivelsen af, hvorfor sagen er principiel, har vi forsøgt at svare på nogle af de hyppigst stillede spørgsmål nedenfor.
Hvis du har spørgsmål, som ikke besvares nedenfor, er du velkommen til at skrive til os via kontaktsiden, og vi vil forsøge at besvare dem. Hvis vi finder, at spørgsmålet er af almen interesse, vil vi lægge svaret op nedenfor.

En patient er død – hvem skal have ansvaret?
Først og fremmest må man huske på, at forvagten netop ikke har fået skylden for patientens død. Der er alene tale om en administrativ fejl, som har fået konsekvenser, som er helt ude af proportioner med forseelsen. Skulle forvagten have været sanktioneret, skulle det højest have været med en ”næse” for manglende journalføring.
Således er der netop ikke placeret et ansvar for patientens død i sagen, og dette vil en antagelse af sagen i Højesteret ikke ændre på.

Som en generel betragtning ift. individuel tildeling af skyld for patienters død i sundhedsvæsnet, vil vi gerne understrege, at vi bestemt mener, at det kan være særdeles velbegrundet at læger retsforfølges. Hvis det drejer sig om uhyrlige handlinger eller gentagen svigt, som bringer patienter i fare, synes vi, at det er helt på sin plads. Denne kampagne er da heller ikke kommet i stand som konsekvens af de mange andre sager, som desværre har været oppe i mediebilledet, og hvor retsforfølgelse i mange af dem forekommer helt rimeligt. Disse sager er dog heldigvis sjældne.

Denne sag adskiller sig imidlertid ved at være så ikke-usædvanlig, og fordi det kunne have været enhver af os. Dette er ikke en sjælden sag – det er en sag, hvor en patient dør som følge af et uhensigtsmæssigt forløb, hvor mange individuelle fejl leder til det endelige udfald.
I en sådan sag, hvor der åbenlyst ikke kan tildeles individuelt ansvar, må der ses på de strukturelle forhold.

Således kunne sagen med fordel have forløbet i regi af Patientklagenævnet, hvor patienter og pårørende kan indklage et forløb for Styrelsen for Patientsikkerhed. Hvis forløbet anerkendes, hvilket vi formoder ville ske i aktuelle sag, vil det være op til ledelsen at se på, om deres strukturer og procedurer på afdelingerne er hensigtsmæssige ift. at forebygge gentagelse.

Og selvfølgelig skal de pårørende have mulighed for erstatning for det urimelige forløb.
Dertil har vi Patienterstatningen, hvor patienter og pårørende kan få erstatning for et usædvanligt uhensigtsmæssigt forløb, uden at der skal udpeges en enkelt person som ansvarlig.
Derfor mener vi, at den rette måde at håndtere denne sag på, havde været ved ovenstående tiltag.

Der skal ikke placeres individuelt ansvar, men man skal forsøge på bedst mulig vis at lære og forebygge, at det sker igen.

Hvis det står så slemt til i sygehusvæsnet, hvorfor har I så ikke sagt fra?
For det første er der allerede mange, der har sagt fra.
Gennem de senere år har flere læger, herunder prominente overlæger, stået offentligt frem og sagt fra og flere har endog sagt gode og prestigefyldte stillinger op.
Derudover er det svært i en hverdag, hvor man knapt har overskud til at gøre sit arbejde, at have overskud til at formulere konstruktive og velformulerede forslag om forbedringer til sin ledelse.
Og at sige helt fra, nedlægge arbejdet, er en stor og svær og uønskværdig beslutning, når man arbejder med syge mennesker. Det vil koste liv.

Derfor har vi forsøgt os gennem de “formelle” kanaler gennem mange år. Men det er desværre oplevelsen, at vi som læger “på gulvet” ikke er blevet hørt i tilstrækkelig grad af vores ledelser. Ord som “klinikerstøj” har været ubehagelige eksempler på, hvordan vi har oplevet at blive fejet af.
Sideløbende har der været mange artikler om læger, som har oplevet at få mundkurv på af ledelserne, når de har sagt offentligt fra i medierne.

Sidst men ikke mindst er især læger særdeles uvillige til at råbe op og sige fra, og står sjældent sammen i enighed om noget. Dette understreger alvorligheden af aktuelle situation.

Ovenstående er nogle af grundene til, at der ikke tidligere er sagt fra.
Men nu gør vi det. Og vi håber, at I vil støtte os, så vi kan få sikret patientsikkerheden og fremtidens sygehusvæsen bedst muligt.