Grunden til at læger (og mange andre sundhedspersoner) reagerer så voldsomt i denne sag er, at de rent faktisk mener, at det kunne have været dem. Og når over halvdelen af den danske lægestand mener, at de også kunne have været dømt, vidner det om et strukturelt problem.

Det kan være svært at forstå, hvorfor vi mener, som vi gør, når man ikke har indsigt i den virkelighed, vi som fagpersoner fungerer i. Derfor er dette forsøgt klarlagt nedenfor.

Et væsentligt element i sagen, som man bør huske på ved gennemlæsning af nedenstående er, at forvagten er dømt for ikke at notere ordinationen af og plan for blodsukkermåling i journalen samt ikke at følge op på, at målingen blev udført.
Der er således tale om en dom for administrative forhold, og lægen friholdes for ansvar for patientens død. Dommens tyngde skal således vurderes ift. dette.

Den praktiske kliniske hverdag
For at kunne bedømme forvagtens handlinger, må man kende til og forstå den praktiske kliniske hverdag, som vi fungerer i.

Vi arbejder og fungerer i en kompleks og uforudsigelig hverdag. Ikke to sygdomsforløb er ens, og den rigtige behandling kan af og til først erkendes retrospektivt.
Læger, der går på arbejde og står med liv og død og menneskers ve og vel mellem hænderne hver eneste dag, påtager sig en tung byrde og et stort ansvar, som vi går til med stor samvittighedsfuldhed.
De fleste læger kan formentlig genkende følelsen af at komme hjem efter en alt for travl nattevagt på 16+ timer, hvor man stort set ikke har siddet ned, spist, drukket, tisset endsige sovet. Man er udmattet ind til benet, men kan alligevel ikke sove, for alle de patienter, som man har set, passerer revy for ens indre blik. Har man overset noget? Har man glemt noget? Og ja, til allersidst: Har man nu husket, at få noteret det hele i journalen? Sidstnævnte dels fordi det naturligvis er vigtigt for patienten, men også fordi man ved, at det er en hyppig forglemmelse, og at der forholdsvist hyppigt gives ”næser” i Styrelsen for Patientsikkerhed for manglende journalføring. Og det er ikke sjovt.

Mundtlige ordinationer er et vigtigt arbejdsredskab, især i en akutmodtagelse. De gør, at arbejdet glider mere smidigt og effektivt, hvilket er afgørende i et presset system, hvor tingene skal gå stærkt.Vores sikkerhedsnet er primært, at vi som fagpersoner har hinanden. Når vi som læger arbejder i klinikken, forlader vi os således i stor stil på det kliniske personale, som hjælper og husker og samler op dér hvor vi læger, som vi jo gør fordi vi ikke er ufejlbarlige, glemmer eller fejler. Og det sker også den anden vej rundt.
Der udveksles et utal af mundtlige ordinationer i klinikken hver eneste dag, og hos stabile patienter er det undtagelsen, at de følges op på. Det er der hverken tid eller ressourcer til.

Journalen er et vigtigt arbejdsredskab som sikrer den overordnede linje i patientbehandlingen samt god overlevering. Men den er sjældent det vigtigste arbejdsredskab ift. den akutte patientbehandling.
På en travl akutmodtagelse dikteres en journal ikke sjældent timer efter, at lægen har talt med patienten, simpelthen fordi der er mange patienter, som har akut behov for at blive tilset, og lægen derfor, helt fornuftigt, prioriterer dette over dokumentation. Derudover skrives journalerne som oftest ikke før dagen efter af sekretæren, hvorved de ikke kan tilgås før, heller ikke i en akutmodtagelse.
Dette betyder ikke, at der ikke udredes og behandles – selvfølgelig gør der det. Men en stor del af udredningen og behandling i den akutte fase sker ved ovenstående mekanismer: Mundtlige ordinationer og tillid til det faglige samarbejde.
Således prioriteres behandlingen af akut syge mennesker højere end dokumentationskrav, selv hvis det betyder at vi ikke overholder retningslinjerne.

Dernæst skal man huske, at alle begår fejl. Det sker således forholdsvist hyppigt, at man som læge (eller anden sundhedsperson) glemmer at notere noget i journalen. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt eller optimalt, og ville formodentlig forekomme i mindre grad, hvis vi kun så én patient ad gangen og havde rigelig tid efterfølgende. Sådan er det bare langt fra i den praktiske hverdag, og i selv i så fald ville fejl og forglemmelser ikke helt kunne undgås. Så i en vis udstrækning er uperfekte journaler formentlig noget, vi er nødt til at leve med.

Vi vil gerne understrege, at ovenfor beskrevne praksis i langt de fleste tilfælde fungerer godt, når mekanismerne fungerer som de skal – pg at de gør det er ofte betinget af, at de fornødne ressourcer er til stede.

Hvorfor gik det galt?
I aktuelle tragiske forløb gik det galt. Systemet fungerede ikke, som det skulle. Hvorfor?

Ud fra ovenstående står det klar, at det ikke var grundet de fejl, som lægen er dømt for. Hvis hun havde dokumenteret, som hun skulle, og således ikke var blevet dømt, så var patienten stadig død. Dette udtrykkes også eksplicit af dommeren. Dermed kan vi ikke lægge skylden for patientens død over på lægen.

I stedet må vi se på det samlede forløb, hvor der sker en række fejl, fordi vores normalt velfungerende sikkerhedssystem svigtede. Og det gjorde det formentlig, fordi ressourcerne svigtede.

Der var nemlig på den omtalte afdeling et svært dårligt arbejdsmiljø og alt for stor travlhed. Flere læger er stået frem og har bekræftet dette. Ekstrem travlhed og manglende overskud hos en eller flere personalegrupper på en afdeling sætter de uudtalte sikkerhedssystemer ud af spil. Og det er især farligt, når man fortsat forlader sig på dem, f.eks. ift. mundtlige ordinationer. Er en afdeling så presset, at disse systemer ikke kan forlades på, må det være en ledelsesopgave at instruere sit personale i, hvordan de undtagelsesvist skal forholde sig.
Indførelse af dobbelttjek og yderligere dokumentation i en sådan situation vil blot lede til en cirkelslutning, hvor de ekstra ressourcer, som dette kræver, yderligere belaster personalet med yderligere fejl til følge osv. Vi mener således ikke, at mere og tidstro dokumentation vil forebygge mange dødsfald, ligesom det ikke havde forebygget dødsfaldet i aktuelle sag.

Således mener vi, at en væsentlig årsag til, at patienten døde, skal findes i, at der var manglende ressourcer og dårlige arbejdsforhold i afdelingen. Dette er et strukturelt problem, som det påfalder en afdelingsledelse at tage sig af – ikke et problem som løses ved at retsforfølge yngste læge.

Hvorfor er Svendborg-sagen principiel?
Når man kender til ovenstående forhold, står det klart, at de fejl, som lægen begik, sker hver dag på akutafdelinger over hele landet. Dermed er alle landets læger, og formentlig tillige mange andre sundhedspersoner, i lige grad som lægen skyldige i “grov forsømmelse”.
Men det siger jo sig selv, at der ingen mening er i at retsforfølge så stor en del af landets sundhedspersoner – eller at påstå at de ikke kan varetage deres arbejde.
Vi må igen konkludere, at der er tale om et principielt og strukturelt problem – og konsekvenserne for den individuelle læge er helt ude af proportioner med forseelsen.

For os fremstår sagen som et tegn på en ny linje fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som gør os særdeles utrygge. Hvor vi før risikerede en “næse” for manglende journalføring, risikerer vi nu retsforfølgelse. Indsatsen, for at forsøge at balancere hensyn i den kliniske hverdag, er væsentligt forhøjet.
Vi føler os presset til at vælge mellem hensynet til patienten og at sikre vores egen ryg.
Og vi har brug for, at vores ledere fortæller os, hvor vi står og hjælpe med at sikre patientsikkerheden.

Man må således først og fremmest spørge sig selv:
Er dommen forkert?
Dermed stiller man spørgsmåltegn ved fortolkningen af loven, myndighedernes praksis overfor sundhedspersoner eller ved loven selv.

Mener man ikke, at dommen er forkert, må man videre spørge sig selv:
Hvorfor lever sundhedspersoner ikke op til retningslinjerne? Er det fordi, at retningslinjerne er for omfattende, eller fordi der ikke er ressourcer nok til det?

Uanset hvad man kommer frem til, er det et principielt spørgsmål, som man må arbejde med fra højeste sted. Og som – igen – ikke løses ved at retsforfølge yngste læge.

Hvad er vi bange for?
Hvis dommen står til troende, og man som sundhedsvæsnets ledelse ikke handler på ovenstående overvejelser, vil det potentielt få store konsekvenser.

Vi er bange for defensiv medicin. Det betyder, at sundhedspersoner rygdækker sig for at forhindre retsforfølgelse i stedet for at tænke på patientens bedste. Dette kan ske på flere måder: Bestilling af flere unødvendige undersøgelser, herunder undersøgelser med potentielt farlige bivirkninger for patienten, overbehandling, prioritering af dokumentation højere end patienterne, og at sundhedspersoner dækker over fejl i stedet for at løse dem. I et sundhedsvæsen med defensiv medicin har sundhedspersonen således ryggen fri, for alt er dokumenteret juridisk korrekt, mens patientens behandling fagligt set er svært forringet.

Vi er bange for at miste det lærende sundhedsvæsen, hvor vi åbent erkender og søger at lære af vores fejl, så vi kan forebygge dem til næste gang.

Vi er bange for vores retsstilling, vores arbejdsmiljø og i sidste ende for personaleflugt fra sygehusvæsnet, hvilket i sidste ende vil komme patienterne til stor skade.

Alt i alt er vi bange for, at det vil gå alvorlige følger for patientsikkerheden. Som læger kan vi oftest få job i andre sektorer, hvor vi ikke er så udsatte, mens patienterne bliver taberne.
Det kan vi ikke leve med, og derfor råber vi nu op.