Hvorfor sagen er principiel

Landsretten oplister en række forhold, der lægges til grund for dommen. Der er specielt to af disse, der i høj grad risikerer at ændre på alle lægers arbejdsforhold og prioritering. Begge dele handler om den mundtlige påmindelse om / ordination af en blodsukkermåling til en sygeplejerske.

1) Landsretten lægger til grund for dommen og erklærer det dermed for grov forsømmelse, at denne mundtlige ordination ikke blev journalført. Det udgør et principielt problem,

a) dels fordi den måling var dækket af den generelle instruks for modtagelse af diabetespatienter og således af læger landet over betragtes som en rutine-måling, som der gøres hundredvis af på daglig basis på de danske hospitaler ligesom der måles temperatur, blodtryk og puls uden at der for hver måling i den enkelte journal er anført en ordre om at udføre målingen. Derfor risikerer dommen at føre til en massiv øgning i dokumentationen i sundhedsvæsenet af rutinebestillinger, der ikke bidrager med nogen relevant viden i andre sager end dem, hvor det juridiske system vil fridissekere en detalje i et patientforløb for at kunne placere et ansvar for en ordination, der i den daglige praksis håndteres af systemet via overordnede retningslinjer og ikke kræver en eksplicit ordination fra en læge. Det viser al erfaring ellers er det sikreste for patienterne. Og øger man mængden af dokumentation af rutineoplysninger, risikerer det at blive til støj i journalerne, der øger risikoen for at væsentlige oplysninger i en akut situation overses, fordi der ikke er tid til nærlæsning af hele teksten og de relevante informationer drukner i lægefaglige selvfølgeligheder. Så det risikerer at skade patientsikkerheden mere end det gavner.

b) og dels fordi der i sundhedsvæsenet er travlt og det er et grundvilkår at læger risikerer at blive afbrudt -ofte op til flere gange – mens de dokumenterer oplysningerne om en patient med problemer hos andre patienter, der er mere akutte end det, at få skrevet alting ned om den første. Derfor oplever alle læger, at der er ting de glemmer at få med i deres journaler. Sjældent de afgørende oplysninger, men oplysningen om at man mindede en sygeplejerske om at følge de almindelige retningslinjer vil næppe mange – om nogen – få med i et diktat skrevet potentielt 3 patienter senere, hvor man meget tænkeligt er blevet afbrudt i sine tanker af spørgsmål 4-5 gange mens man dikterede.

Så står den del af landrettens dom til troende, er som minimum alle vagtbærende læger således groft forsømmelige i dag og den eneste måde at ændre det på er at holde op med at prioritere den til enhver tid sygeste patient først, men i stedet prioritere dokumentationen af det, man allerede har foretaget sig. Det ville kræve en massiv opnormering af læger, dels for at finde tiden til at foretage al den dokumentation og til at læse den, dels et øget beredskab på samtlige sygehuse for at der altid er en læge med hænderne fri til at tage sig af den næste patient, mens der dokumenteres på den foregående. Og hverken lægerne eller økonomien til dette findes. Alternativet er at dommen ændres og den manglende journalføring – som opfattelsen har været hidtil – betragtes som en mindre forseelse.

2) Landsretten lægger til grund for dommen og erklærer det dermed for groft forsømmeligt, at den dømte læge ikke sikrede sig at hendes ordination af en blodsukkermåling blev udført. Det udgør et principielt problem eftersom

a) forestillingen om at en læge på vagt vil kunne følge personligt op på alle ordinationer er illusorisk: Med typisk 2-3 læger på arbejde på en afdeling med fx 50-70 patienter i en nattevagt vil det være umuligt at følge op på at alle målinger, der bestilles og foretages. Fx er det ikke ualmindeligt at der på et modtageafsnit kan være flere patienter indlagt med blodforgiftning og lægen kan have bestilt meget hyppige målinger af puls og blodtryk. Hvis lægen – for ikke at være groft forsømmelig – ikke bare kan ordinere målingerne og regne med at de bliver udført som aftalt og at de sygeplejersker, der passer patienten, reagerer på abnorme / væsentligt forandrede målinger – ligesom lægen i Svendborg gjorde ift. blodsukkeret, – men også sikre sig at hver eneste af dem udføres, vil der ikke være tid til andet end at kontrollere sygeplejersker og andre fagruppers arbejde. Helt absurd bliver hvis der bliver tale om hjerteovervågning eller vedvarende måling af blodtrykket direkte i årerne på en intensiv afdeling – der er bestilt målinger hele tiden og hvis det er lægens ansvar at sikre sig at alle bestilte målinger gennemføres kan han/hun jo dårligt forlade rummet / slippe den skærm af syne, målingerne sendes til. Derfor er det afgørende, at læger også juridisk kan gå ud fra at deres ordinationer efterkommes.

b) en af de afgørende faktorer for, at sundhedsvæsenet trods knappe ressourcer hænger sammen, er et tillidsfuldt samarbejde mellem læger, sygeplejersker og andre faggrupper. Hvis læger er forpligtet til at sikre sig alle andre passer deres arbejde samvittighedsfuldt, bliver systemet ineffektivt og et ulideligt sted at arbejde for alle parter.

 

Derudover ligger der i den samlede dom over de to tiltalte læger en præmis, der fundamentalt ændrer på den opfattelse, der har været gældende i sundhedsvæsenet ift. ansvarsfordelingen mellem erfarne og mindre erfarne læger, der er på vagt sammen. For i landsrettens dom blev den mindre erfarne læge, der havde tilset patienten først, dømt, mens den mere erfarne læge, der efterfølgende gennemgik patientens journal og således havde de samme grundlæggende oplysninger om patientens kendte insulinbehandlede sukkersyge , hans langvarige mavesmerter og gradvise vægttab, hans kvalme og en enkelt opkastning inden indlæggelsen, blev frikendt. En væsentlig del af det, at kunne agere trygt som uerfaren / mindre erfaren læge, er at man kan søge råd og vejledning hos en mere erfaren kollega og i den forbindelse dele ansvaret for behandlingen med nogle bredere skuldre. Den dømte læge i Svendborg antog, at eftersom hendes mere erfarne kollega nu havde skrevet i journalen, hvad han mente om sagen, havde han overtaget ansvaret. Den opfattelse – og dermed også den grundlæggende opfattelse i sundhedsvæsenet af ansvarsfordelingen mellem uerfarne/erfarne læger på vagt sammen (for- og bagvagt) – undsiger landsretten ved at dømme den ene, men ikke den anden læge.

 

Endelig er den lægelige vurdering af hvorvidt patientens sukkersyge krævede en ekstraordinær opmærksomhed ifm. indlæggelsen, der viste sig at være en fejlvurdering, langt fra den eneste fejl der førte til det ulykkelige forløb. Det ekstremt lave blodsukker, der førte til patientens hjerneskade, ville med altovervejende sandsynlighed have været undgået, hvis ikke alt gik galt undervejs gennem systemet:

  • Falck-redderne fik enten ikke spurgt om eller dokumenteret at patienten havde sukkersyge – havde de vidst de, ville allerede de have målt et blodsukker.
  • Den modtagende sygeplejerske orienterede sig (ifølge vidneudsagnet pga. travlhed) ikke i patientens journal på sygehuset, men gik ud fra Falck’s papirer. Derfor foretog han ikke af sig selv en blodsukkermåling.
  • Da den dømte læge havde sat sig ind i patienten og havde opdaget at der manglede et blodsukker og havde mindet den modtagende sygeplejerske om det, blev dette ikke opfattet / husket / ikke videregivet til den sengeafdeling, patienten blev indlagt på.
  • Sygeplejerskerne på sengeafdelingen satte sig (pga. travlhed og i tråd med ledelsens instrukser) ikke ind i journalen og opdagede derfor ikke at patienten havde sukkersyge – ellers ville de også af sig selv have foretaget den manglende blodsukkermåling har de udtalt som vidner.
  • Patienten blev på sengeafdelingen sat til at faste. Det er væsentligt eftersom enhver læge (og sygeplejerske – som minimum dem, der jævnligt passer fastende patienter) ved, at det hos insulinbehandlede sukkersygepatienter kræver særlige forholdsregler og overvågning. Den dømte læge mener ikke at have beordret at patienten skulle faste, det er ikke dokumenteret at hun beordrede det og det er ikke lægeligt relevant ift. den plan hun i øvrigt havde lagt for patienten. Sygeplejersken, der noterede at patienten skulle faste, har forklaret i retten, at hun ikke erindrer om lægen beordrede fasten. Der er formentlig tale om enten en forveksling eller en misforståelse. Under alle omstændigheder ville hun nok have spurgt lægen om hvordan patientens sukkersyge skulle håndteres under fasten, hvis bare hun havde været klar over, at han havde den.
  • Patienten begyndte under indlæggelsen at kaste op. Det er et faresignal hos en insulinbehandlet sukkersygepatient, dels fordi det kan tyde på problemer i sukkersygebehandlingen, dels fordi det gør det vanskeligt at tilføre kroppen sukker på den naturlige måde og blodsukkeret risikerer derfor ved uændret insulinbehandling at blive lavt. Oplysningen om opkastningerne nåede åbenbart ikke frem til hverken den dømte læge eller den mere erfarne læge, der blev frikendt.

Der er således rigtig mange situationer, hvor systemet svigtede – primært pga. dårlig kommunikation, der i væsentlig grad – ifølge vidneudsagnene – skyldes travlhed og en ledelse, der ikke fandt, at plejepersonalet skulle prioritere at læse journalerne ved travlhed. På den måde blev systemet, i stedet for at være et sikkerhedsnet for patienten og den enkelte sundhedsmedarbejder, noget der trods mange chancer for det, ikke sikrede at patientens liv blev reddet. Derfor opfatter læger landet over sagen primært som et systemsvigt og et symptom på ressourceknapheden og dårlig ledelse i sundhedsvæsenet, mere end et produkt af en enkelt læges fejlskøn. Og synes det er urimeligt at denne læge skal bære hele systemets svigt på sine skuldre – for #detkuhaværetmig.

3 tanker om “Hvorfor sagen er principiel

  1. Anne Behrndtz Svar

    Send det lige til Bendt Hansen Tobias. Han skrev i en af sidste ugers aviser at ‘hvis man tolket afgørelsen således at det vil øge bureaukratiet i sundhedsvæsenet må sundhedsministeren inddrages’. Det er den helt afgørende pointe i denne sag, at det vil gøre vores arbejde ulideligt bureaukratisk -hvis dommen fastholdes. Lidt ærgreligt at sagen er drejet således at vi er stakkels fortravlede læger det alle begår fejl (DR1). Det er jo ikke det, det her handler om, og heller ikke tilfældet i denne sag.

  2. Freja Röhl Svar

    Er jeg den eneste der tænker; hvor er patientens eget ansvar i det her…
    Er selv diabetiker og sygeplejerske.
    Ville til hver tid altid selv måle et blodsukker eller bede om at få det målt ved en undersøgelse/indlæggelse ved fornemmelse af det lå for højt eller lavt. Det undrer mig meget at patienten ikke selv har gjort det, eller har bedt om at få det gjort!

  3. J. kristiansen Svar

    Hvorfor er sygeplejersken, der modtog en besked om at måle blodsukker, ikke anklaget.????
    Vi giver så mange beskeder videre til sygeplejersken, at det er umuligt at følge op på dem alle.
    Det er nemt at sige, ” at det erindrer jeg ikke at have fået besked om”. Lægen får skylden for sygeplejersken manglende ansvarlighed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *