Problemet er ikke nyt

Svendborgsagen har gjort det klart for alle ansatte i sygehusvæsnet at vi risikerer at blive gjort personligt ansvarlige for et system under pres. Ikke blot læger men også sygeplejersker, jordmødre, sekretærer og andre aktører i sundhedsvæsnet siger nu i samlet flok fra.
Problemet er selvfølgelig ikke nyt.

For omkring halvandet år siden sagde jeg op i frustration over netop arbejdsvilkårerne på min alt for travle lungemedicinske afdeling.

Facebook: Kære lungepatient – undskyld

I tiden der er gået har jeg selvfølgelig reflekteret over hvad der gik galt.
Helt åbenlyst er det grundlæggende problem, at der stilles større krav end det er muligt at honorere med de ressourcer der stilles til rådighed.
Men det er også problematisk at vi har en ”supermandskultur” hvor vi på trods af de vilkår vi bydes alligevel leverer varen. Opgaverne bliver løst og det er – trods vilkårerne – sjældent der sker større og fatale fejl.
Som ansat i sundhedsvæsnet er det meget svært at gå hjem når man burde have fri, når dagens opgaver endnu ikke er løst. Det er jo netop ikke ledelsen, men patienten det rammer. Jeg så dengang ingen anden udvej end at sige op.  Det eneste jeg har fortrudt i forløbet er, at jeg ikke gjorde endnu mere for at råbe ledelsen op.

At man ikke føler man kan udføre sit arbejde under de rammer der er udstukket er slemt nok, men at vi risikerer at blive straffet for trods alt at forsøge, er slet ikke i orden. Selv om baggrunden er ulykkelig håber jeg at vi nu i fællesskab kan råbe politikerne op, så vi kan få et system med mindre travlhed og en kultur hvor vi kan lære af vores egne og systemets fejl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *