En dag i mit uperfekte lægeliv

Efter en hektisk arbejdsdag som læge i psykiatrisk skadestue stormede jeg forsinket af sted for at nå at hente børn. Det havde været endnu en dag med flere akutte situationer, mangel på senge at indlægge de dårligste patienter i samt tonsvis af afbrydelser.Og hele tiden havde jeg den der nagende fornemmelse af, at der var noget, jeg havde glemt.

Hjemme var der fuldt tryk på med børn, lektier, mad og det sædvanlige. Mens jeg svingede gryderne, gennemgik jeg mentalt, hvad jeg havde lavet, og hvor jeg kunne have fejlet. Uden held.

Om natten vågnede jeg, og det slog mig, at jeg havde glemt at skrive et notat i en journal. På en meget syg og forpint mand. Heldigvis – viste det sig senere – havde vores dygtige og samvittighedsfulde sygeplejersker håndteret ham optimalt alligevel. Men jeg havde svært ved at sove videre for den nagende tvivl om, hvad jeg ellers måtte have glemt.

Nu har jeg fået efterårsferie. Jeg håber, at jeg vil møde så udhvilet efter den, at det ikke gentager sig. Men jeg er også pinligt bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig.

Jeg holder meget af mine patienter og elsker mit meningsfyldte arbejde. Mine patienter lider, og jeg skylder dem mit ypperste. Og jeg lover virkelig, at jeg gør mit bedste. Men nogle gange begår jeg alligevel fejl. Som nu forleden.

Jeg er et menneske, der kan glemme eller miste overblikket. Jo mere presset jeg er, jo oftere sker det.

Min familie siger, at jeg er god til at holde hovedet koldt. Mine grå hår betyder, at jeg efterhånden kan klare mere på rutinen. Men på de fleste afdelinger, jeg har været tilknyttet i forbindelse med en lang speciallægeuddannelse, var det langtfra nok.

Svendborg-sagen

Jeg har været med til at skrive læserbreve og breve til politikere, ja, jeg har sågar mødtes med en sundhedsminister for at gøre opmærksom på, at presset på sundhedsvæsenet er uforsvarligt højt.

Jeg har delvis gjort det, fordi jeg kun kunne leve med det ansvar, jeg bar på mine skuldre, hvis jeg havde gjort de øverst ansvarlige opmærksomme på, at risikoen for, at jeg fejlede, var alt for stor. At rammerne, som jeg arbejdede i, pressede mig langt ud over min grænse. I min naivitet har jeg tænkt, at jeg derved delte ansvaret med dem, den dag det gik rigtig galt.

For nylig er en ung og mindre erfaren læge blevet kendt skyldig i grov forsømmelse og idømt bøde i retten, fordi hun i en travl skadestuevagt på Svendborg Sygehus glemte at notere i en journal, at hun havde bedt sygeplejerskerne om at måle blodsukker. Hun blev også dømt for ikke efterfølgende at have tjekket, om de nu også havde gjort det, hun havde bedt dem om. Den udmattende sag har kørt siden 2013, og hun har forlængst opgivet at arbejde som læge.

Jeg selv har begået værre fejl end den. Flere gange. Jeg har også indrapporteret både egne og andres fejl, for vi skal jo lære af dem og blive bedre. Men nu er jeg i konflikt med mig selv, om jeg tør indrapportere dem fremover. For sygehuspersonalets karriere sættes på spil for fejl som denne, mens ledelse og ansvarlige politikere frikendes og sidder læringen overhørig.

Læger, sygeplejersker, jordemødre, psykologer og lægesekretærer protesterer for at få dommen anket til Højesteret. Alt imens ledelsen pure benægter, at der har været problemer med arbejdsmiljøet – problemer, som ellers er veldokumenteret på baggrund af mødereferater, arbejdsplaner og utallige personlige beretninger fra alle faggrupper på den pågældende afdeling.

Hvor er ledelsesansvaret blevet af?

Jeg har talt med pårørende, som efter en ung kvindes uventede dødsfald spurgte, om der var sket fejl i behandlingen. Og jeg hørte ledelsen med myndig stemme svare nej. Og jeg vidste, at de principelt havde ret, for alle retningslinjer var fulgt, alt dokumenteret, alle krydser sat i journalen. Ernæringsscreening, MRSA-screening, rygning, motion – alt var gennemgået korrekt. Så nej, der var ikke sket nogen fejl. Principielt.

Men i virkeligheden har jeg stadig dårlig samvittighed, for hvis ikke alt det var gjort, og hvis nogen i stedet havde haft tid til at kigge på og lytte til patienten, ja, så tror jeg, hun stadig havde levet i dag.

Svendborg-sagen viser en ny kultur, hvor offentligt ansatte anmeldes trods det, at de har været presset i så svær grad, at fejlprocenten steg. Selvom personalet på gulvet havde råbt op, selvom deres tillidsmænd havde holdt møder med ledelsen, selvom inspektorerne havde kritiseret afdelingen i deres rapporter, på trods af alt det, så var det yngste mand på gulvet, som blev dømt, da en af fejlene blev prøvet i det retslige system.

Hvor er ledelsesansvaret blevet af?

 

Af Anne Bastholm Blicher, overlæge

Oprindeligt bragt i Berlingske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *