Den dømte læge kunne have været mig

For 4 år siden begyndte jeg at få nogle underlige anfald. Det trykkede i brystet, jeg blev svimmel, mit hjerte slog meget hurtigt og jeg kunne ikke huske noget. Jeg glemte fødselsdage, tøjet i maskinen, at lukke køleskabet og slukke lyset. Jeg gik ved siden af mig selv. Det summede i hovedet konstant og jeg kunne ikke sove om natten.

Jeg var syg i 3 uger af stress, men jeg troede jeg skulle dø. Jeg har aldrig lidt af det hverken før eller siden på trods af en del år på arbejdsmarkedet både som ufaglært på gartnerier, plejehjem og i SFO. Heller ikke da jeg var sergent og sidenhen halvbatterifører i forsvaret oplevede jeg noget lignende.
På arbejde havde jeg næsten kun vagter. Vi var for få læger på afdelingen og på trods af vi kun var uddannelseslæger med meget begrænset erfaring, gik nogle af os oprykket som mellemvagter. Dette er normalt mere erfarne læger, der kan hjælpe de yngre, men hos os var vi 2 grønne læger pga mangel på erfarne kolleger.
Vi stod for indlæggelse af alle akutte kirurgiske patienter. Samtidig manglede der læger på afdelingen, så tit skulle vi tilbage dertil og tage stilling til problemer, der ikke var blevet nået i dagtiden.
Jeg havde meget sjældent en stille vagt. I vagten indlagde jeg patienter hele tiden. Så kom en speciallæge og kiggede på patienten og tog stilling til behandlingen. Det er meget sjældent jeg har haft tid til at følge op på de patienter jeg indlagde.
Men det burde jeg have gjort!
For 4 år siden arbejdede jeg nemlig samme sted og i samme periode som den læge der nu er blevet dømt for grov forsømmelse i landsretten.
Og landsretten mener hun burde have fulgt op på patienten hun indlagde. Det var bare hverken praksis eller muligt at gøre dengang.
Men elendige arbejdsforhold fritager ikke for ansvar.
Det håber jeg især mine yngre kolleger lægger mærke til ved dommen. Lad patienterne vente! En patient ad gangen!
Og hvis der ligger 30 patienter på gangen er det et ledelsesansvar at få bemandet vagterne bedre.
Den enkelte læges ansvar er den enkelte patient.
Dengang gik det stærkt. Meget stærk. For stærkt.
Vi prøvede alle at få det til at hænge sammen med arbejde og familie.
Vi forsøgte at ændre arbejdsforholdene gennem vores tillidsmand.
Desværre blev han første offer for det dårlige arbejdsmiljø og han er endnu ikke i stand til at arbejde på normale vilkår som læge.
Han ringede til mig et par dage efter jeg var blevet hentet med ambulance og bad mig overtage tjansen som tillidsmand, for han var blevet syg af stress. Jeg kunne ikke hjælpe.
Men den kollega, der nu er blevet dømt, lagde sig ikke med stress. Hun arbejdede samvittighedsfuldt videre.
Jeg ville ønske, jeg kunne se på hende og sige: “Hun var lidt sjusket. Lidt doven. Og ikke dygtig.” Bare for at adskille hende fra mig. Bare for at være sikker på, det hun oplevede ikke kunne ske for mig. For det er da kun sjuskede, dårlige læger, der bliver dømt?
Forkert. Det handler om at være på den forkerte afdeling.
Nogle afdelinger skærmer deres yngre læger, uddanner dem og beskytter dem.
Det var ikke den slags afdeling vi arbejdede på.
Vi var som akkordarbejdere under stadigt større pres og med mindre og mindre supervision. Der var flere dygtige og søde speciallæger, der gerne ville hjælpe, men arbejdet var ikke tilrettelagt så de havde mulighed for mere end et par velmenende ord i ny og næ. Om natten var vi som regel alene. Det skulle gå galt. Og det gjorde det for nogle af os. Vi blev syge. Det gik galt for nogle af patienterne. Det blev mere syge.
Men den sag lægen er dømt i, kunne være sket for hvem som helst af os.
Vi troede vi havde en bagvagt. Vi troede, der var indlæggelsesstandarder, der skulle følges. Vi troede vi var usårlige. Vi tog alle fejl.
Nu er endnu en læge uarbejdsdygtig efter mødet med en syg kultur.
Lægen er dømt, men systemet er sygt.
Fejlen vil gentage sig, så længe retsvæsenet går efter lægen og sygehusvæsenet frikender sig selv.

2 tanker om “Den dømte læge kunne have været mig

  1. Leif Max Nielsen Svar

    Nu sidder jeg på lægevagten og har talt med en plejeperson på et plejested om en mandlig beboer som
    de har gevet insulin selv om han lige har fået det doseret på sygehuset inden udskrivelse kort forinden

    Mit notat :

    De er kommet til at give extra insulin på bosted da de ikke så det var gjort på sygehuset for 1 time siden inden udskrivelse ( både lantus og novorapid ) Det er kun 4 ie lantus hver gang og 5 ie novorapid hver gang . Det skulle ikke kunne give hypoglyc i nat .’

    de 10 ie novorapid kræver extra rugbrød nu + bs måling hver time 6 timer frem fra nu

    Mine tanker :

    Bare de nu følger min mundlige ordination – jeg kan jo ikke lige forlade lægevagten og køre til bostedet og give dem den skriftlig 🙂

    Og hvis det nu ikke går galt – skal jeg sigtes eller have mit skøn underkendt af en specialist som ikke har beskæftigt sig med andet end diabetes frem til sin pension som 72 årig .

    Min virkelighed 5 – 10 min pr kontakt og ikke noget med at slå og og ringe til en livline …..

    Speciallæge i almenmedicin 25 år – i arbejde – endnu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *